Susanne Hartkjær Johansen har bidraget med sine indtryk fra mødet med Peter Rober
Med sit perspektiv på terapeuten som person indledte Peter Rober dagen med at sætte fokus på kompleksiteten i dét at lytte i terapeutisk praksis.
Peter Robers arbejde baserer sig på forskning i terapeutens indre dialog såvel som på hans levede og kliniske erfaring. Med sin metafor om lytning som et isbjerg forsøger han at indfange noget af denne kompleksitet:
- Det eneste, der stikker op over overfladen, er dét, der bliver sagt – dét, som vi opfanger med vores ØRER.
- Under overfladen finder vi dét, der samtidig vises – dét, som vi kan se med vores ØJNE.
- Derudover findes dét, som det udtrykte vækker i os – dét, som vi mærker i HJERTET.
- Endelig, i bunden af isbjerget, findes det (endnu) usagte og/eller det usigelige.
Denne model understreger, at lytning er andet og mere end passiv modtagelse af information. Lytning i terapeutisk, dialogisk forstand handler om invitation til samtale, accept af tøven og – ikke mindst – om ledelse af det dialogiske rum, bl.a. i form af invitation af det enkelte familie- eller gruppemedlem til at give feedback på hendes eller hans oplevelse af sessionen.
Terapeutens følelser og følelsesregulering var også et tema. Som de fleste nok er bekendt med, er autenticitet og alliancer på samme tid bærende og afgørende elementer i enhver form for terapi.
Med henvisning til Bruce Wampolds forskning talte Peter Rober om, hvordan det for mange terapeuter er relativt nemt og ’bekvemt’ at lytte til en sørgelig historie, mens det kan være vanskeligere at agere omkring en klient, som er vred. Og hvis nogen af os tilhørere skulle være i tvivl, blev vi hjulpet ind i disse stemninger ved hjælp af filmklip, som både berørte og bevægede.
Lyt! Hvad er historien? Hvad vil være en passende respons fra dig som terapeut? – blev vi spurgt.
Familier taler forskellige sprog – internt og eksternt. Familiemedlemmer agerer forskelligt: én er kropsligt omkringfarende, en anden vred og lukket. Nogle kan være presset til at deltage, andre er tilskuere. Nogen taler, andre taler ikke.
Terapeutens opgave er at lytte – også til dét, der endnu ikke, og måske aldrig, bliver sagt – og at bygge bro mellem familiemedlemmerne via en alliance med den enkelte.
Når opmærksomheden på komplekse alliancer involverer terapeuten i en bred vifte af følelser – herunder når vrede eskalerer – kan det være en hjælp at lytte efter:
- Tøven (risiko?)
- Lidelse (empati)
- Ressourcer (styrker, anerkendelse)
Peter Rober præsenterede dagen igennem sin forskning og illustrerede sine pointer gennem videoklip, cases, dialoger og forskellige øvelser.
Han fortalte, underbyggede og viste sit dialogiske ståsted – sin opfordring til terapeuten om at deltage i klientens historie og proces via dialogisk lytning og forbindelse til egne indre stemmer.
- Susanne Johansen